Inhouse product
Advarsel: Meget stærk!
Denne chili stammer fra Indien, hvor den kaldes Bhut Jolokia.. ghost chili er en amerikansk betegnelse, som nu også er den mest brugte i Europa. Den dyrkes meget få steder i kommercielt øjemed, da den for de fleste mennesker er for stærk til at bruge i madlavning og derfor ikke har den store eksport-værdi. Den dyrkes mest af chili-fans rundt omkring i verden.
Styrke:
Styrken på chili måles efter en skala, der hedder Scoville-skalaen og måles i SHU (Scoville heat units). Ghost chili blev i 2007 målt til over 1.000.000 SHU og kom samtidig i Guinness rekordbog som verdens stærkeste chili. Til sammenligning er det 400 gange stærkere end Tabasco sauce. Den er sidenhen blevet overgået af 3 andre chilier, men kun med ganske lille afstand.
Anvendelse:
Hvis ghost chili skal bruges i madlavning, frarådes det at hakke den, som man ellers ville gøre det med de fleste andre slags chili. Put i stedet hele frugten i maden under tilberedningen og fjern den igen, når maden er færdigtilberedt.
I dens indiske hjemegn bruges den sjældent i madlavning, da den er ekstremt stærk.. til gengæld bruges den til at smøre på hegnspæle for at holde vilde elefanter på afstand, og i det indiske militær bruges den i håndgranater og i peberspray.